Se hele galleriet fra Odense ›
Imponerende arkitektur, skønne grønne oaser, spændende museumsområder og en tur tilbage i historien. Odense har meget at byde på for den kulturelt interesserede.
Odense Gamle Banegård – Smuk barokarkitektur
Inden den nye banegård lidt længere nede ad Østre Stationsvej åbnede i slutningen af 1990’erne, genlød denne smukke bygning af travle fodtrin, glædelige gensyn og tårevædede afskedsscener i takt med, at togene kørte til og fra arkitekten Heinrich Wencks smukke bygning. Efter sigende lod han sig inspirere af hovedfacaden på Odense Slot, som man i øvrigt kan se, hvis man vender sig 180 grader mod Kongens Have, når man står med fronten mod den gamle banegård. Bygningen stod klar som banegård i 1914 og bærer mange kendetegn fra nybarokken. Læg blandt andet mærke til tagrenderne og kvistene i kobber. I dag bruges bygningen til private formål, så den kan desværre kun ses udefra.H. C. Andersen Haven – Grønt åndehul midt i Odense
I mange år efter havens anlæggelse i 1876 var H.C. Andersen Haven, som også er kendt som Eventyrhaven, lukket for almindelige besøgende. Den blev nemlig anlagt af Læseforeningen, som var et bibliotek for byens velhavende borgere, og kun dens medlemmer havde ret til at besøge haven. Det blev der heldigvis lavet om på i 1942, hvor haven blev overdraget til Odense Kommune, som skabte et helt nyt parkanlæg. Bagmændene bag haven var havearkitekterne C. Th. Sørensen og P. Wad i samarbejde med rådhusets arkitekt, B. Helweg-Møller, som skabte en have med smukke broer, skønne kroge og en fin pergola. Eventyrhaven byder også på et par smukke skulpturer, nemlig Lois Hasselris’ statue af H.C. Andersen, der har skuet ud over haven siden 1949. I 1985 fik han selskab af et element fra et af hans mange populære eventyr, da Erik Heides skulptur Papirbåden blev placeret i åen.Sct. Knuds Kirke – Odenses domkirke med det imponerende indre
Udefra syner Sct. Knuds Kirke, Odenses domkirke, ikke af så meget, som den ligger med Rådhuset tronende tæt på. Men så snart man træder ind i det imponerende kirkeskib, bliver opfattelsen straks en helt anden, og pludselig forstår man, hvorfor mange anser kirken for at være Danmarks flotteste gotiske bygningsværk. Sct. Knuds Kirke blev bygget i 1300-tallet og har fået sit navn efter den danske konge Knud den Hellige, der blev blodigt myrdet i Odense i 1086. Hans skelet kan ses i kirkens krypt sammen med kongerne Hans og Christian II, der også er begravet i domkirken.Skulpturen Stoppenålen – Skæg eventyrreference i Odense
Det er efterhånden et par hundrede år siden, at Odense var hjemstavn for H.C. Andersen, men den verdensberømte eventyrforfatter lever stadig i gadebilledet. Ikke mindst takket være adskillige skulpturer, der dukker op, efterhånden som man slentrer rundt i byen. En af dem er Frede Troelsens Stoppenålen, inspireret af eventyret af samme navn. Skulpturen er skabt af to dele – en stoppenål i rød granit og en knappenål i bornholmsk granit med et sort, poleret hoved – og minder om historien, hvor stoppenålen er så pokkers fornem på den, at den hævder at være en synål, da den ligger glemt og fortabt i rendestenen sammen med en knappenål, som efter stoppenålens mening er et mindre værdigt væsen.H.C. Andersens Hus – For børn og andre eventyrfans
Den verdensberømte eventyrforfatter er svær at komme udenom under et besøg i Odense, for ikke overraskende er byen særdeles stolt over at have været hjemstavn for H.C. Andersen. Vejnavne, statuer, forestillinger og meget andet minder konstant om, at det var her, at skomagersønnen trådte sine barnesko. Et besøg i det spændende H.C. Andersens Hus er et rigtig godt sted at få et grundigt indblik i personen, digteren og forfatteren H.C. Andersen og hans liv i guldalderens Danmark. Desuden er museet et genialt sted at fordybe sig i de fascinerende klip og tegninger, som digteren også brugte sine evner til at producere. Snyd dig heller ikke for en slentretur i området omkring H.C. Andersens Hus, hvor de små, hyggelige huse med stokroserne klatrende op ad væggene og de puklede brostensbelagte gader giver et godt billede af, hvordan Odense så ud i H.C. Andersens levetid fra 1805 til 1875.Kunsthallen Brandts – Kunst på kanten i Odense
Hvis man stopper op og lytter godt efter, kan man nærmest stadig høre de sydende farvekar og klaprende væve i lokalerne på Kunsthallen Brandts. For gennem mere end 100 år var lokalerne fyldt med travle vævere og store maskiner, indtil fabrikken lukkede i 1977. Et par år senere overtog to jyske købmænd, og de stod bag den omfattende renovering af området, som skabte et unikt og exceptionelt kulturcenter, som i dag huser Danmarks Mediemuseum, Museet for Fotokunst og Kunsthallen Brandts. Et fascinerende visuelt univers, som byder på skiftende udstillinger, blandt andet de meget populære sanseudstillinger for børn, hvor kunsten opleves med hele kroppen.Tidens Samling – Fascinerende tidsmaskine i Odense bymidte
To teenagepiger fniser over teksterne i en gammel poesibog, mens et midaldrende ægtepar med nostalgi i blikket lytter til en skrattende grammofonplade. For et besøg på Tidens Samling er som at træde ind i en tidsmaskine og rejse tilbage i tiden. I den permanente udstilling står seks stueinteriører fra 1900-1970’erne og minder om en svunden tid, hvor strikketøj, Richs kaffeerstatning og uopskåren mekka hørte til i hverdagsbilledet. En opdagelsesrejse i fortiden for hele familien.Kommentér
Alle felter skal udfyldes, men din emailadresse vises ikke på sitet
Alle felter skal udfyldes, men din emailadresse vises ikke på sitet
Mest læste lige nu
Alle vores webguides A-Å
Få vores forslag til dit næste rejsemål
Vælg hvornår vil du rejse
Vælg hvad du vil opleve
Vælg hvor langt du vil rejse
Vælg hvor varmt der skal være
Turen går til-bøgerne
Sousse og Monastir
Rig på arabisk historie og lækre, hvide strande
Se guiden til Sousse og Monastir ›










Har du set flere skønne seværdigheder i Odense?
Anbefal andre topsights i Odense
1 kommentar
Af Kent, Faaborg
13. april 2010, kl. 05:59 · Anmeld som upassende Til dem som vil besøge Eventyrhaven/H.C. Andersen haven skal der lige advares mod at fra slutningen af april og helt frem til midten af september vil der være rigtig mange unge i parken, som sidder og drikker sig fulde og griller mad. Især efter fredag kl 12 og helt frem til søndag kl 23-01 vil der sidde unge i de 6 måneder.
Det er især slemt lige efter 1. maj og frem til starten af august.